Fremgang er super fedt, men med fremgang kommer også en masse nye opgaver og gøremål, hvilket kianiblog´en har været lidt offer under, men ikke desto mindre, så er den ikke forglemt. Den seneste måneds tid har mildest talt været overdrevet vild med masser af aktivitet, og der har været en masse ekstra tiltag som har skulle passes: Kianiblog på engelsk, artikler, tekniske rapporter, videoer og listen fortsætter.

For dem som ikke har klikket sig forbi min engelske blog, så kan jeg fortælle at jeg har været på farten godt og vel siden engang midt juli. Efter at jeg kom hjem fra Aruba havde jeg et par uger til at være i Danmark, hvilket jeg til at starte med brugte på at samle op på ting som nu engang bygger sig op når man er meget væk, og derefter var det egentlig meningen jeg skulle slappe af nogle dage, men jeg fik en opringning fra min ven og gammel surf champ Lars Pedersen som ville høre om jeg var frisk på at hjælpe ham med hans junior camp som han har holdt i snart evigheder. Efter lidt overvejelser gik jeg med på idéen.

Jeg har masser af erfaring indenfor undervisning og har undervist mange unge mennesker før, men jeg havde ikke set så motiveret en gruppe før. Det var en super fed oplevelse, ikke mindst for min egen motivation. Det mindede mig rigtig meget om mig selv da jeg var i den alder, og om hvorfor jeg har fortsat med windsurfing i så lang tid som jeg har. Alt i alt en super hyggelig uge, hvor vi også fik muligheden for at komme ud på vandet og give den gas nogle dage og køre os selv helt i sænk.

Efter jeg kom tilbage til København var jeg igen blevet rimelig klar på at træne igennem og blive tunet op til Fuerteventura worldcup som skulle foregå i slutningen af måneden. Men der var et lille problem, der var ingen vind at se i Danmark. Derfor tog jeg en forholdsvis hurtig beslutning sammen med min ven og race konge Kasper Juul om at tage tidligt afsted til Fuerteventura for at tune op i nogen ordentlige forhold. Og inden jeg vidste det var jeg på vej afsted. Kasper ankom en dag før mig og hentede mig i lufthavnen, hvorefter vi kørte DIREKTE på vandet. Der er simpelthen ikke en bedre måde at afslutte en forholdsvis kedelig flyvetur på. Vi havde nogenlunde samme oplevelse da jeg ankom på Maui til foråret og Kasper hentede mig for at køre mig på vandet. Det er sådan det skal være HVER gang.

Team Angulo klar til at køre

Til min overraskelse var der ikke den vind som Fuerteventura normalt plejer at levere. Jeg var helt oppe og bruge min 8,6m2 sejl nogle af dagene, hvilket aldrig nogensinde er sket her før. Samtidig med at vi lå og trænede var freestyle worldcuppen startet, og de led også lidt under vindforholdene, og der tegnede sig hurtigt et mønster som gjorde mig lidt nervøs. Når Fuerteventura leverer ustabil og let vind i en uges tid, betyder det at man kommer til at få en god 35.50 knobs vind ugen efter. Den var helt sikker!.
De første par dage inde i konkurrencen så vi ingen tegn på denne vind, men derimod en meget hullet og skiftende brise, hvilket nok var noget af det værste racing jeg har været med til nogensinde. Jeg husker specifikt min første runde hvor jeg gik fra at ligge nr. to til at ligge sidst mellem to vendinger bare ved at ligge på den forkerte side af et vindpust. Argh nederen!!.. Jeg kunne kvittere med at ligge godt og vel sidst efter de to første dage.

Holdte humøret højt på Fuerteventura!

Heldigvis kom vinden pludseligt på den tredie dag og jeg kunne nu tage min 6,2m2 sejl ud, og ganske som jeg havde øvet det inde i hovedet fik jeg den bedste start, førte mit heat og kvalificerede mig videre, og samme billede tegnede sig for resten af konkurrencen. Jeg var super godt kørende i de stærke vindforhold, og mit udstyr var som en drøm at sejle på. Jeg brugte mine Simmer SCR 5,5 og 6,2m2 sejl og mit lille Angulo Magnum60 board. Desværre hang jeg på mine ekstremt ringe placeringer fra starten af konkurrencen, hvoraf jeg ikke kunne trække den ene fra, så jeg måtte se mig til takke med en(utaknemlig, synes jeg selv) 32. plads hvilket også nok var mit ringeste i år. Det var der nu ikke så meget at gøre ved, og glæden ved at kunne tæve selv de aller bedste ude på banen i de individuelle heat var stor nok til at jeg tog derfra med et smil på læben. Et smil på læben over at jeg har formået at bringe mig selv op på et niveau hvor jeg fuldt ud kan mestre selv de hårdeste vindforhold og de vanskelige vandforhold som Fuerteventura nu engang bringer. En bedrift som normalt tager rigtig mange år. Det vil jeg altid huske tilbage på.

Med fremme hos de aller bedste

Skarpe vendinger i de hårde vindforhold.

Fuerteventura kom til en ende og jeg tog tilbage til Danmark for at slappe af i nogle dage inden at jeg endnu engang skulle pakke taskerne og tage flyveren til Tyrkiet hvor det næste worldcup skulle løbe af stabelen. Der var dog et lille problem. Den flyver jeg tog tilbage fra Fuerteventura sammen med Jesper Orth havde ikke formået at bringe vores udstyr, og alle vores tasker var endnu engang tabt nede i det jeg kalder “den spanske bagage vortex”. Dette er en ekstrem uheldig situation, da tasker kan være væk i evigheder inden at de på magisk vis dukker op igen.

Jeg vidste at situationen var rimelig kritisk, så jeg valgte at tage ud til lufthavnen dagen før vi skulle afsted og prøve at deale med situationen selv. Desværre fik jeg fat i en “jeg kan ikke gøre noget, og det er ikke mit ansvar” type medarbejder ude i SAS bagage, hvilket jeg mest af alt havde lyst til at fortælle nogen sandheder, men jeg bevarede roen og med den erfaring som jeg nu har sagde jeg tak for hjælpen og gik min vej, for derefter at komme tilbage 5min senere for at fange en anden medarbejder. Denne gang fik jeg fat i en super flink fyr fik sat skub i tingene. Tingene skulle nu ankomme selvsamme aften, hvilket betød at vi næste dag ville kunne flyve til Tyrkiet uden problemer.

Næste aften tager vi derud, og der mangler halvdelen af vores tasker. Nu var situationen ekstra kritisk. Vi tog tilfældigvis et kig rundt i lufthavnen og til vores overraskelse lå to af vores tasker og flød nede i den anden ende af ankomsthallen, meget interessant. Vi manglede nu kun 4 tasker som så skulle ankomme ca. en time før vores afgang til Tyrkiet. Her må jeg indrømme at jeg følte mig seriøst presset, og overvejede om jeg overhovedet skulle tage afsted.
Men vi blev reddet på målstregen. Udstyret ankom og vi nåede lige akkurat at rulle det ud af ankomsthallen og rulle det tilbage over til check-in og vi var nu på vej til Tyrkiet.

Hver gang jeg kommer til Tyrkiet er jeg positiv. Måske fordi det minder mig en smule om min barndom i Iran, og så får jeg utrolig meget optur over maden. Her kørte jeg samme “direkte på vandet” stil. Vi blev hentet af arrangøren, og kørt til event stedet. Vi måtte vente nogle timer på udstyret, og det ankom da også først omkring solnedgang, men jeg var opsat på den sejltur, så jeg lokkede Jesper med, og vi havde en helt vildt fed solnedgangs session inden at vi kørte direkte ud og spise og så i seng. Sikke en fed afslutning på et noget så smertefuldt døgn.

Al denne energi afspejlede sig også på min sejlads. Jeg var simpelthen så meget oppe psykisk, at jeg var svær at stoppe. Jeg lagde ud med at føre mit indledende heat, og i kvart finalen skød jeg starten foran alle stjernerne og var første mand ved mærket, FEDT!. Jeg havde selvfølgelig også lidt uheld ved at blive sejlet ned en af dagene hvilket som såden smadrede hele min dag, og det kostede mig rigtig dyrt.

Får en hel rig i nakken. Det var faktisk rimelig smertefuldt.

Worldcup i Alacati som spottet hedder, er efter min mening et af de sværeste på hele touren. Det begrunder jeg med at det er fuldkommen fladt vand og overkommelig vind, hvilket betyder at rigtig mange kan finde ud af at sejle stærkt, hvilket så betyder at starten betyder rigtig meget. Derefter ankomme hele feltet samlet ned til første mærke, næsten hver gang. Så det var bestemt ikke let.

I fuld fart over startlinien

Jiber mit store board

Men jeg er helt oppe at køre over, at jeg nu var fremme i hver indledende runde istedet for at ligge og slås for fjerde pladsen, som er super svær. Jeg formåde at bringe mig selv ned til første mærke og ud som nr. 1-3. Jeg klarede mig også videre til en enkelt loosers final hvor jeg fik en 14. plads. Jeg ville gerne have været med i en enkelt mere semi finale, men det må blive til næste gang. Der var fremgang over hele linien, og de mål som jeg havde sat mig var jeg meget tæt på at holde. Det giver mig nyt stof at arbejde med, og nogen erfaringer hvilket i min mening er fuldkommen uvurderlige i racing sammenhæng på den mentale side. Jeg havde også opbakningen fra nogle af de andre sejlere, som gav mig lidt tips i løbet af ugen som jeg forsøgte at arbejde med. Hele den uge var simpelthen super motiverende!.

Fører mit heat!

Alacati er et super fedt sted. Der er rigtig hyggeligt, der er fedt til at windsurfe og folk er meget gæstfrie, hvilket gør det til et perfekt sted at tage på surf ferie, så overvejer man det, kan jeg varmt anbefale det.

Jeg er nu tilbage i Danmark hvor jeg samler energi sammen til den kommende rigtig travle september måned. Der er DM i slalom windsurfing, Waterz langdistance event og derefter det sidste worldcup på Sylt, så der kommer til at blive en masse windsurfing action.

Kiani

ARghh.. For første gang i lang tid blev jeg solbrændt. Efter mit psyko worldcup i Spanien tog jeg en lang timeout inden at turen gik videre til Aruba. Dette var første gang for mig jeg nogensinde har været i det hjørne af verden, men i gamle dage har det åbenbart været et fast stop for worldcuppen. Inden jeg tog derover brugte jeg meget tid på at kigge gamle videoer igennem fra de “gode” gamle dage og jeg må sige at det så super fedt ud. Så mine forventninger steg jo selvfølgelig en smule i vejret.

Jeg havde den ondeste tur derover. Jeg tog flyveren til New York hvor jeg havde næsten en hel da og en hel nat inden jeg skulle flyve videre til Aruba. Jeg havde planlagt at tage ind og besøge min søster inde i New York, men der dukkede selvfølgelig et problem op. Det var ikke muligt at hold alle mine bags natten over, og hvad var det lige jeg skulle gøre med alt mit surfgrej? Jeg kunne jo ligesom ikke tage det med i toget ind til New York. I typisk Kiani stil fik jeg løst situationen og kom på toget ind til byen hvor jeg havde en super sjov aften inden at jeg midt om natten tog toget tilbage til lufthavnen, og nogle timer senere var jeg på vej til Aruba.

Jeg ankom sammen med bossen Josh Angulo, og på vej ind til worldcup pladsen fortalte han mig nogle røverhistorier fra de gamle dage på Aruba. Det lød rimelig vildt, men nu havde vi en konkurrence forude og vi blev enige om at den skulle have fuld gas på vandet. Da jeg kom på stranden var det præcis samme syn som mødte mig som i de film jeg havde set. Freestyle konkurrencen var i fuld gang og der var masser af aktivitet på stranden.

Næste dag da jeg kom ned på stranden kunne jeg ikke tro hvor varmt der var. Det var simpelthen det vildeste jeg havde oplevet i lang tid. Jeg skyndte mig at rigge alt mit udstyr op i håb om at jeg hurtigt kunne komme i vandet og køle ned, men jeg tog fejl. Vandet var omtrent samme temperatur. En rigtig god kombination for mine i forvejen skrøbelige kulfiber maste. Da jeg kom på på boardet og sejlede afsted var det en hel utrolig udsigt ude fra vandet og en hel utrolig farve på vandet. Jeg nåede da at blive fuldstændig ristet da jeg tog et par timer i bar box, så jeg måtte slutte tidligt og flygte ind til mit værelse med aircondition. Hvor tit sker det lige for min i forvejen rimelig mørke hud?..Hmm det kunne åbenbart godt ske. Jeg brugte endda solcreme.

Konkurrencen blev sparket igang planmæssigt to dage senere og med det samme kunne jeg se at jeg havde løftet mit niveau fra tidligere på året. Jeg havde let ved at gå videre fra de indledende runder og var hele tiden tæt på at gå videre til semifinaler hvilket gav mig et kæmpe boost.
Inden jeg kom til Aruba brugte jeg lang tid på at arbejde  på nogle nye finner, og med det samme som jeg fik dem på vandet kunne jeg mærke en kæmpe forskel. Jeg havde simpelthen ramt plet i udviklingen.
Det er svært at forklare følelsen men i bund og grund kunne jeg med disse finne “svæve” over vandet på et meget lille areal af mit board og dermed undgå at ramme ind i noget sø. Det viste sig at være super effektivt her.

At konkurrere på dette sted var simpelthen en fornøjelse. Der var sat en større tømmerflåde op længere ude på vandet hvor man kunne holde pause og drikke noget vand inden sit heat hvilket var et kæmpe plus i denne varme. Jeg havde også et helt ekstra sæt med board og sejl liggende klar her hvis noget skulle gå i stykker eller vinden skulle tage til i styrke.

Der var selvfølgelig øl sponsor på, så en kold Amstel Bright efter sejlads og man var flyvende og hold da fast hvor var der god stemning på stranden. Måske pga. alle de søde piger som havde fundet deres vej til konkurrence stedet. Sådan skal HVER worldcup være tak. Jeg var så (u)klog at glemme mit kamera så jeg nåede ikke at opsnappe så mange, så jeg har måtte låne lidt fra PWA.

Det som jeg kunne mærke at jeg havde forbedret mig på til dette worldcup helt klart farten plus at jeg fysisk var blevet stærkere, hvilket jeg kunne mærke i vendingerne, da jeg simpelthen havde flere kræfter til at hive igennem på bommen og træde kanten af boardet hårdt, hvilket er svært når man er oppe i høj fart. Jeg kunne bevare roen bedre end normalt og koncentrere mig fuldt ud om at konkurrere. Det var en fed fornemmelse.

Jeg kunne levere en mere stabil performance, hvilket jeg var super glad for. Dog var der også nogle bommerter som kostede mig rigtig dyrt og gjorde at jeg egentlig ikke klarede mig meget bedre end normalt resultatmæssigt. Jeg blev nemlig taget for tyvstart to gange og præsterede at sejle til det forkerte mærke en enkelt gang hvilket bragte mig helt ned på en 29. plads samlet til dette worldcup. Faktisk så præsterede jeg at sejle til det forkerte mærke imens at jeg førte mit heat stort efter at have vundet starten og lagt afstand til mine konkurrenter. En stor fejl, men det kommer helt sikkert ikke til at ske igen.

Den famøse start!!

Selvom resultatet var rimelig skuffende så ved jeg at jeg havde løftet mit niveau en del og det fik jeg også bekræftet af mine sponsorer samt konkurrenter, så det er et plus som jeg vil arbejde på til de kommende konkurrencer over sommeren. En anden ting som gav mig større styrke var den kæmpe opbakning som jeg har fået hjemmefra via venner, familie og sponsorer.

Liner op med bossen, Josh Angulo.!!

Nu er jeg tilbage i Danmark hvor jeg skal nyde den danske sommer og træne indtil at turen går videre til Fuerteventura til et af de mest klassiske worldcups ved en verdensklasse windsurfing destination. Dette sted er kendt for meget stærke vinde og helt utrolig windsurfing action, så jeg glæder mig super meget. Stedet hedder Sotavento og konkurrencen kommer til at køre fra 28. juli til 2. august.

God Sommer
Kurosh Kiani

Okay disse par uger har nok været blandt de mest begivenhedsrige i lang tid. Efter at jeg kom tilbage fra Korea havde jeg et par dage hjemme i København inden at jeg pakkede taskerne og tog til Rønbjerg for at deltage i et dansk rangliste stævne. Vejrudsigten så rigtig god ud og fredag aften pakkede jeg bilen sammen med Mikkel Asmussen og vi kørte mod Rønbjerg.

Lørdag morgen vågnede vi op til perfekt vind, og så var det ellers igang med at rigge op. Efter en god times rignings session og lidt afslapning kom vi på vandet og efterhånden fik vi også startet konkurrencen. Jeg brugte mange forskellige sejl da vinden var meget op og ned, men fik desværre ikke skovlen under Brian Røgild som endte med at føre konkurrencen foran Kasper Juul Larsen og mig selv. På andendagen kom jeg lidt stærkere tilbage, men et par dårlige starter og en lidt tvivlsom sidste sejlads gjorde at jeg forblev på 3. pladsen hvilket jeg også er glad nok for. Det var super sjovt at race med alle vennerne og få snakket røverhistorier igen.

Søndag aften pakkede vi bilen og kørte tilbage til København hvor jeg endnu engang skulle pakke alt mit udstyr ned, da jeg næste dag skulle til Costa Brava til årets tredie PWA worldcup. Jeg vågnede tidligt om morgenen mandag og var fuldstændig smadret. Og så var det ellers tilbage på samme program. Ned i kælderen og slæbe alt udstyret op igen og ud til lufthavnen. Diskutere med en sur check-in pige som bare skal hjem osv. osv. Jeg ankom til Costa Brava sent mandag morgen og gik direkte i seng. Tirsdag morgen var det op igen og rigge alle sejlene da men her heller ikke ved hvilke forhold man får i løbet af sådan en dag.

Lidt senere på dagen var vi allerede igang med konkurrencen og jeg følte mig faktisk rimelig varm fra weekenden og var generelt ret godt kørende. Jeg gik igennem første runde og lavede en perfekt start i kvar finalen, men i ren overraskelse over min gode start og min gode speed og over det faktum at jeg var den første ved første mærke lavede jeg en forholdsvis dårlig jibe hvilket resulterede i at jeg lå og slås om 4. pladsen hele vejen rundt hvilket jeg så i sidste ende tabte, og det blev faktisk lidt det samme billede for resten af konkurrencen, men jeg var stabil og var seriøs tæt på de semifinaler, og kunne selvfølgelig se at med lidt mere arbejde kan jeg for alvor begynde at banke på hos top16 placeringerne.

Et af de ting som nok altid vil blive husket til dette stævne bliver dag nr. to hvor vi vågnede op til 40-50 knob vind. Selv på Gran Canaria har jeg ikke set så vild en vind med stød over 50 knob. Jeg gik forbi en fyr på stranden med en vindmåler som lige målte 62 knob i et af pustene. Jeg ved ikke om hans vindmåler var særlig præcis men det var stadig rimelig skræmmende at være på vej ud på vandet med sin 6,2 m2 sejl og se at der står 62 knob på vindmåleren.

Så hvorfor gik jeg ud med min 6,2 som ikke er mit mindste sejl? Det er meget enkelt, min 5,5 sejl lå trygt hjemme i Danmark. 5,5 sejlet er noget jeg bruger en gang hver andet år eller hvis der er worldcup på Gran Canaria. Derfor var jeg overbevist om at min 6,2 ville være helt fin til opgaven selvom at vejrudsigten sagde 25-30 knob. Hvad jeg så ikke vidste var at vinden blev forstærket af den famøse “tramuntana” vind og boostede den op på 40-50 knob. Og så havde det egentlig været rart nok med et 5,5 sejl.

Når det nu er sagt så lykkedes det mig faktisk at sejle hele runder uden at styrte i vandet imens at andre blev kastet rundt med deres mindste sejl, så den præstation er jeg lidt stolt over. Jeg klarede mig rimelig let videre til kvart finaler, men der stoppede det også for mig. Igen måtte jeg tage 5. pladsen. Frustrerende men hvis jeg skal være helt ærlig var det også lidt en lettelse da jeg seriøst ikke var frisk på at bruge mere tid på vandet. På et tidspunkt efter et styrt var jeg nervøs for om jeg overhovedet kunne komme tilbage til stranden igen. Det var HARDCORE!!!

Jeg kan umiddelbart ikke lige se hvem dette er, men det var styrt af denne type man så i løbet af denne dag.

Dagen efter lagde vinden sig lidt og vi fik sejlet nogle flere sejladser, og op til weekenden droppede vinden helt og vi var på standby. Ikke desto mindre var vi faktisk på vandet og sejle hver eneste dag, og jeg fik brugt hvert eneste sejl og board jeg havde medbragt. De sidste par dage var jeg på min 9,5m2 sejl og mit største Angulo board.

Det blev til en 29. plads til dette worldcup hvilket ikke er super godt, men heller ikke super skidt. Jeg havde mange gode øjeblikke og var kommet ind i en rytme som jeg synes rigtig godt om, så det vil jeg arbejde ud fra til de kommende events hvor jeg håber på at kunne presse mig op i semifinalerne lidt oftere.

Nu står den på lidt afslapning efter en masse sejlads inden at det går løs igen til med en tæt pakket sommer.

Aloha

Kiani